Dobbeltbetaling og "manglende" refunderingDenne historie er blevet
læst 2651 gange. Af: D A, fhv. postomdeler, telefonabe og IT-nørd; nu bookingassistent (med indslag af telefonabe) -
da @ haderkunder.dk Mens jeg sad og læste nogle gamle historier herinde, kom jeg i tanker om en oplevelse jeg selv havde mens jeg var telefonabe (jaja, så ”kundeservicemedarbejder” da) for en vis netbaseret betalingstjeneste. En dag ringer der en kunde ind og brokker sig højlydt at vi har trukket det samme beløb to gange, oven i købet for et køb han havde fortrudt dagen derpå. Av, den var ikke god!
Jeg finder hans konto frem og ser på transaktionslisten. Et beløb var blevet trukket én gang, men refunderet den næste dag. Dette fortæller jeg ham og nævner at nogle pengeinstitutter kan være lidt langsomme med at bogføre tingene, og om det kan tænkes at den oprindelige betaling samt refunderingen var bogført samme dag på hans bankudtog? For så kan det umiddelbart sagtens se ud som en dobbeltbetaling har fundet sted. Men, nej, det var ikke tilfældet, påstod kunden hårdnakket, og nu skulle jeg bare se at få refunderet de sk*** penge og blahblahblah vuf-vuf øf øf.
Jeg prøver så at forklare ham at han hár fået sin refundering, men at den – som sagt – tilsyneladende er blevet bogført samme dag som selve betalingen. Men kunden påstår stædigt, som et lille barn der ikke må få slik, at han er blevet trukket to gange og oven i købet ikke engang har fået refundering af den ene betaling!
Og så kører vi ellers frem og tilbage i yderligere et par minutter, mens jeg er ved at løbe tør for forskellige måder at sige den samme fordømte ting på. Til sidst spørger om han kan sende mig en kopi af dette bankudtog så jeg kan undersøge det nærmere.
Dumt forslag ... for selvfølgelig viser kunden sig at være fuldstændig lallende teknisk analfabet, der kun med nød og næppe kan finde ud af at logge på sin netbank. Skærmprint eller download af kontoudtog i pdf-format? Niksen. Han fattede absolut intet og blev med at han ikke gider debattere i halve timer, men bare have sine sk**e penge!
Da det viser sig at han og jeg har samme bank, logger jeg omgående på min egen netbank og guider ham med kirurgisk præcision rundt i de forskellige menuer, og efter syv sorger og otte bedrøvelser får han endelig downloadet det fordømte bankudtog og emailet det til mig. Jeg åbner filen, og sørprajs sørprajs forholder tingene sig nøjagtig som jeg havde fortalt. Og så skulle man tro at han endelig indrømmer sagernes faktiske tilstand så vi kan komme videre med livet, ikke sandt? Forkert.
Han kører stadigvæk rundt i samme rille om snyd og dobbeltbetaling og det kan fanme ikke være rigtigt og nu kontakter han EkstraBladet og fjernsynet og politiet og Vatikanet og hvem der ellers gider høre efter. Nu er jeg, efter en halvtime, ved at være godt træt af denne brokbalje af en halvblind kunde, så jeg beder ham om at åbne pdf-filen igen, zoome ind til størrelse 250% og igen se nærmere på de to transaktioner. (M = mig; K = kunde)
M: Kan du se den første transaktion, af (dato), på blahblah kr.?
K: Ja, den er lige her! Og lige nedenunder har I fanme trukket mig igen! For det samme beløb!
M: Med forlov, hr., men det har vi ikke. Kan du ved den første betaling se et lille minustegn til højre for beløbet? Det betyder at det er en UDgående transaktion, dvs. penge der går UD fra din konto. Eller på godt dansk: dette er den oprindelige betaling.
K: Ja, men... <han fik ikke lov at begynde på endnu en båltale, for nu gad jeg ikke dette matematisk håbløse mandebarn og hans litanier længere>
M: Lige nedenunder ser du den samme dato og det samme beløb ...
K: Ja, og det betyder at ....
M: ... og du kan også se et lille plustegn ved siden af beløbet, ikke sandt? Det betyder at det er en INDgående transaktion, dvs. penge der går IND på din konto! Eller på godt dansk: dette er den refundering vi har talt om i snart 40 minutter nu.
Kunden blev helt stille. Der kom et par øh’er og men’er, men overordnet set var luften endelig gået ud af denne Michelin-brokballon. Fik jeg i det mindste en undskyldning, eller bare en erkendelse af at han havde taget fejl helle dene tid? Næh. Han lagde bare på. Men, pyt, i det mindste kom jeg endelig af med ham. Kraftidiot, altså! 27. februar 2022.
Kommentér historien |
|