Om HaderKunder.dk
Kontaktadresser
Generelt: admin @ haderkunder.dk
Tekniske problemer eller spørgsmål: support @ haderkunder.dk
Formålet
HaderKunder.dk blev oprettet som en slags modstykke til de
"hadesider", der skyder op på nettet, rettet mod diverse
butikker og andre virksomheder - sider, der typisk oprettes af virksomhedernes
egne kunder. Kunderne er nemlig ikke nødvendigvis spor bedre, og
formålet med dette websted er at gøre opmærksom på, at
de, der til daglig betjener mennesker i en eller anden sammenhæng,
også selv er mennesker - og skal behandles som sådanne.
Sidstnævnte er noget, som rigtig mange kunder heldigvis allerede godt er
klar over, men der er også nogle, der ikke er. Når
kundemedarbejdere passer deres job, hører det til dagens uorden, at de
bliver skældt ud på, stillet over for helt urealistiske krav og
stillet personligt til ansvar for en måske stor virksomheds dispositioner
eller en grossists manglende levering af varer. Samtidig må de endelig
ikke reagere på det, da det vil blive betragtet som dårlig service
af denne eller den næste kunde. Desuden skal de håndtere kunder,
som ligefrem forsøger at snyde dem eller prøver at misbruge
enhver form for service.
Kassedamen, ekspedienten, receptionisten, telefonpasseren og
buschaufføren er alle mennesker, ligesom kunderne selv - og hvis de ikke
smiler i dag, så er der nok en grund til det. Giv dem et smil i
stedet for :-).
I mange tilfælde er kundemedarbejderne blevet undervist i
"korrekt" og rationel optræden over for selv de mest umulige
kunder. Men det nytter nok ikke at forsøge at kræve, at kunderne
på tilsvarende måde er blevet lært op, inden de får
lov at komme ind i butikken.
Et klassisk eksempel:
Halvdelen af butikspersonalet er sygemeldt eller af andre grunde ikke
på arbejde med det resultat, at køen er lang. Kunderne reagerer
ved hele dagen at påtale det over for den anden halvdel - de folk,
der rent faktisk er på arbejde. Hammerulogisk, ikke?
Webmasteren
Initiativtageren til HaderKunder.dk hedder Ulrik
Brinck og har en fortid i den tekniske kundesupport hos en
landsdækkende internetudbyder.
Her har han oplevet lidt af hvert - f.eks. er han mere end én gang
blevet skældt huden fuld og kaldt alverdens ting, fordi internetudbyderen
ikke ville ringe kunden op, så denne kunne komme på nettet med sit
gratis-abonnement (hvis kunden selv skulle ringe op, ville det jo koste ham
penge). Han er aldrig blevet lovet tæsk af sine kunder - men det er nogle
af hans kolleger blevet. Og et par af stedets receptionister har rent faktisk
oplevet at blive udsat for fysisk vold på jobbet.
Baggrunden
Idéen til HaderKunder.dk tog form, efter at der dukkede et par
hadesider op, rettet mod initiativtagerens tidligere arbejdsplads.
Det kedelige ved hadesider om navngivne virksomheder er, at de ofte
rammer de enkelte ansatte, der undertiden endda nævnes ved navn. Man
glemmer helt, at de enkelte ansatte ikke har bestemt, hvordan butikken
fungerer.
Samtidigt hører det til sjældenhederne, at webmasteren for en
hadeside vælger at give modparten mulighed for at give sin version af
"historien" - hvilket er uheldigt, fordi den eviggyldige regel om, at
man ikke skal tro på alt, hvad man læser, absolut også
gælder for hadesider.
Brugerregistrering og anonymitet
For at sikre seriøsiteten af webstedets indhold - og fordi alle, der
bidrager med historier fra deres job som kundemedarbejder, kan få en
gratis, personlig @haderkunder.dk-mailadresse - skal man registrere sig med
bl.a. navn og adresse for at komme til orde (Top Trættende kræver
dog ikke registrering).
Man behøver dog ikke at få sit navn og adresse frem på
webstedet. Man kan vælge at optræde anonymt, f.eks. af hensyn til
sit job.
For at sikre, at de personlige oplysninger ikke slipper ud i tilfælde
af fedtede briller hos webprogrammøren eller andre tekniske uheld,
opbevares disse oplysninger ikke ude på webhotellet.
Vil man blot fortælle en historie om sine kunder og ønsker man
ikke at involvere sig nærmere, er der mulighed for at logge på
systemet som gæst. Læs mere
herom.
Hvem kan være med?
Alle, der er eller har været kundemedarbejder i en eller anden
sammenhæng, kan bidrage med historier. Det er også tilladt for
kunder at registrere sig og give deres besyv med eller komme med
spørgsmål, husk blot at det er de ansatte, der bor her, og at
"hadehistorier" fra kunder rettet mod ansatte eller virksomheder ikke
hører hjemme her.
HaderKunder.dk er de ansattes forum, og indholdet afspejler ikke nogen
virksomheds officielle holdninger. Og formålet med HaderKunder.dk er ikke
at hænge kunder ud med navns nævnelse. Det er derfor som
udgangspunkt ikke tilladt at omtale kunder med navn eller andre oplysninger,
der gør dem genkendelige. Dog er det tilladt i tilfælde, hvor
kunden selv har valgt at stå frem, f.eks. på en hadeside eller i
medierne.
Credits
Topgrafik og overordnet layout: Bellizartworks.
Fotos af kunder: FreeFoto.com (billederne er vilkårligt valgt).
|
|